Nyt om uddannelsesplaner og beviser

Læs det nyeste nye i forbindelse med den nye uddannelsesstruktur og de elektroniske beviser.

FSFIs næstformand, kasserer og sekretær var i går til møde på Falster. DFR havde inviteret repræsentanter fra medlems- og samarbejdsorganisationerne til en sidste præsentation før lanceringen af den nye struktur og det nye bevissystem. Meldingen er nemlig, at systemet er rapporteret klar til driftsstart i løbet af uge 19.  Dette betyder dog ikke nødvendigvis, at samtlige førstehjælpsinstruktører kommer i gang med at udstede elektroniske beviser i løbet af de næste otte dage.

I den kommende tid vil organisationerne under DFR gå i gang med at introducere beviserne og uddannelsesplanerne til deres medlemmer. Dette vil utvivlsomt foregå i forskellige tempi; alt efter organisationernes ressourcer, beslutninger samt tekniske kapacitet.

Under alle omstændigheder kan du stadig benytte papirbeviserne og de tilhørende uddannelsesplaner frem til slutningen af 2015. Vi sælger dem også stadig i webshoppen de næste måneder. 

FSFIs bestyrelse holder møde mandag den 4. maj. Her vil bestyrelsen gennemgå de nyeste detaljer og lægge en plan for, hvorledes medlemmerne orienteres om og introduceres til det nye system. Det er blandt andet hensigten at arrangere temadage for FSFIs medlemmer.

Hold øje med herværende hjemmeside – også på den del, der kun er for medlemmer –, læs nyhedsbrevene og følg os på Facebook. 

Du finder allerede nu udgaver af de nye uddannelsesplaner på medlemssiderne og en invitation til informationsmøder arrangeret af DFR her. (Det forlyder i øvrigt, at der muligvis kommer et informationsmøde mere til i den sydlige halvdel af Jylland.)

Du kan også læse på DFRs hjemmeside her.