Mail med aktiveringslink

HJÆLP OG MAILS TIL DINE KURSISTER

Mandag den 8. november blev Dansk Førstehjælpsråds bevissystem opdateret med nogle ønskede forandringer.  

Derfor er der også lidt ændringer i de oplysninger om beviset og bevissystemet, som instruktørerne med fordel kan give kursisterne.

Der sendes nu kun én automatisk mail ved oprettelse af kursistens bevis - uanset om kursisten har en ny profil, der skal aktiveres, eller allerede er kendt af systemet.

Mailen fortæller, at beviset er oprettet, og i de tilfælde, hvor kursistens mailadresse er ukendt af systemet, indeholder mailen også aktiveringslinket, som kursisten benytter til selv at lave et kodeord.   

Kursisterne skal måske også mindes om, at aktiveringslinket kun er et engangslink og ikke kan benyttes, når først profilen er aktiveret. Herefter er vejen til at finde beviset igen jo ved at gå til https://kursusbevis.foerstehjaelpsraad.dk for at logge ind.

Derfor har FSFI ændret den lille beskrivelse af hvordan kursisten kan hjælpes. Beskrivelsen er nogle instruktører glade for at uddele eller sende til deres kursister sammen med instruktørens kontaktinfo.
Du er velkommen til at printe den ud, klippe i den og bruge den efter behov. 

Problemer med linket?

Uheldigvis har nogle kursister og deres instruktører siden opdateringen oplevet, at et aktiveringslink også var røget med til kursister, der allerede var kendte af systemet. I disse tilfælde har linket naturligvis ikke virket, da kursistens brugerprofil jo allerede var aktiveret i forvejen. 

Nogle af disse kursister har desværre fået den opfattelse, at deres bevis ikke eksitserede, hvilket har voldt instruktørerne en del besvær.

Denne fejl er nu rettet, så linket kun sendes med, når det kan bruges.

Og er kursisterne i tvivl om, hvorvidt profilen er aktiveret, kan de altid bede bevissystemet om en nulstilling af koden. Kommer der en nulstillingsmail, er kursistens mail i brug og aktiveret.

Oplever du problemer med systemet eller har du spørgsmål, kontakt da bevissupport@fsfi.dk eller sek@fsfi.dk 

Informér dine kursister

FSFI opfordrer endnu engang til, at du som instruktør sikrer dig, at dine kursister tjekker bevisets korrekthed ved udstedelsen i forbindelse med kursets gennemførsel. Og at dine kursister er klar over, at det er instruktøren og IKKE FSFI eller DFR, der skal kontaktes ved fejl og spørgsmål.  

Dette gælder også selv om udstedelsen af de færdselsrelaterede beviser er integreret med kørekortbookingen.
HVIS der er sket en fejl skal dette opdages af kursisten og rettes i bevissystemet inden det sidste sekund før, der er køreprøve.

Vi får alt alt for mange henvendelser fra frustrede forældre og kørelærere til unge, der burde have tjekket beviset lige efter endt førstehjælpsuddannelse. 

Vidensbank

Læs om bevissystemet og find selv svar og hjælp til forskellige spørgsmål.