Er du klar til Hjertestarterdagen?

16. oktober er international hjertestarterdag

I Danmark er det Dansk Råd for Genoplivning, der sammen med Trygfonden står bag. 2020 bliver på grund af covid-19 ikke helt som de foregående år. Blandt andet er der mere fokus på online-begivenheder og sociale medier.

Du kan læse mere på DRG's underside Hjertestarterdagen hvor du også kan se en oversigt over arrangementer samt vejledning ifht covid-19.

I FSFI-sekretariatet hører vi meget gerne fra dig, hvis du deltager i hjertestarterdagen på en eller anden måde. Og bagefter gerne med et billede eller to sammen med et par ord om, hvordan det gik.

NYT: Online introduktion til genoplivning

Som noget helt nyt tilbyder Hjertestarterdagen i år online introduktioner til genoplivning, hvor danskerne kan træne hjertemassage hjemme i stuen.
I løbet af en time giver instruktørerne en kort introduktion til hjertelungeredning og deltagerne får mulighed for at prøve at give hjertemassage via en ny app.
Hvis du har erfaring med at undervise i HLR, er du velkommen til at tilbyde en introduktion. Ellers kan du få opfrisket dine evner som deltager sammen med familie, venner eller kolleger.

Læs mere her: online-intro-til-genoplivning

International Hjertestarterdag

Hjertestarterdagen markeres på verdensplan med hashtagget #WorldRestartAHeart og budskabet "Your two hands can save a life". Hjertemassage gives optimalt i et tempo med 100-120 slag pr. minut, og det kan man markere ved at dele en god sang med samme beat på sociale medier med #MySongCanSaveLives.