Besøg på Hjertestarterdagen 16. oktober

Medlem af FSFI, Dina Helbo, havde benyttet Hjerterstartedagen som en oplagt mulighed for at udbrede viden om førstehjælp. Samtidig fik hun synliggjort sig selv som instruktør, og hun fik luftet FSFIs logo på både roll ups, skjorte og foldere.

Dina havde truffet en aftale med AQUA Akvarium i Silkeborg. Her havde hun fået lov at lave en stand med hjertestarter, dukker og informationsmateriale. Besøgende på AQUA kom helt naturligt forbi de tre dukker, når de gerne ville se AQUAs kæmpestore malle gennem vinduet til akvariet.

Nysgerrigheden blev vakt hos flere af de mange børnefamilier, der var på udflugt i efterårsferien. Og især børnene kastede sig ud i at prøve både hjertemassage, kunstig åndedræt og hjertestarteren, mens forældrene fik en længere snak om førstehjælp. En del havde på et tidspunkt deltaget i et førstehjælpskursus, der nu føltes ”lidt langt væk”. Det var tydeligt, at mange gik derfra med ønsket om at få det genopfrisket eller med lysten til at få kolleger eller klassekammerater på kursus.

 

HS1

 

Som instruktør fokuserer Dina Helbo meget på at undervise børn i at yde førstehjælp. Derfor var hun især begejstret over børnenes gåpåmod og nysgerrighed. De mange besøgende, der kom forbi standen, fik en lille folder med ”Førstehjælpens Hovedpunkter” med sig hjem.

Dina, der blev uddannet instruktør i 2012 og har været medlem af foreningen i et års tid, havde forinden kontaktet FSFIs sekretariat. I den forbindelse havde hun lånt foreningens store roll ups med FSFIs logo.

 

HS3 

 

Har du fået lyst at lære førstehjælp?

Ved hjælp af søgefunktionen på FSFIs hjemmeside kan du lede efter førstehjælpsinstruktører i din del af landet.